Invitation til at deltage i workshoppen: Tegn med jord
Tegn med jord workshop den 27/4
Starter kl. 14.00 – Alle er velkommen.
I forbindelse med vores udstilling Spirende opløsning af Maja Gade afholder XM3 – rum for samtidskunst workshoppen Tegn med jord.
På workshoppen vil vi med udgangspunkt i udstillingen tale om hvordan man kan bruge materialer man finder til at lave farver. Det kan være at tegne med rust eller lave grafiske tryk med jord. Vi vil se på eksempler på kunstværker som er lavet med rust eller jord på udstillingen. Desuden vil vi tale om hvordan jordens kredsløb hænger sammen. Hvordan mineraler nedbrydes i jorden, hvorefter de optages i planterne, som vokser og skaber biologisk materiale og ilt. Når planterne dør, bliver det biologiske materiale nedbrudt i jorden. Ilten fre planterne bliver frigivet i atmosfæren, hvor den let går i forbindelse med andre stoffer, bl.a. jern, uden ilt ville jernet ikke ruste.
Hovedfokus på workshoppen bliver at udfolde sig kreativt ved at tegne motiver på gulvet med tørt jord, som bliver udleveret.
-det kræver noget andet at bruge jord til at tegne med, end når man f.eks. tegner med en blyant.
-man skal tænke i et andet størrelsesforhold når man tegner på et gulv end på papir.
-der er en masse materialer omkring os, som kan bruges til at skabe billeder.
Workshoppen bliver afholdt af Mikael Madsen, grundlægger af XM3 – rum for samtidskunst og Maja Gade kunstneren bag udstillingen Spirende opløsning