Lars Brorson Fich og Søren Friis
Fernisering: Søndag den. 6/9 – kl. 13-16
Udstillingsperiode: 6/9 til 31/9
Vi ser en række lighedspunkter mellem vores værker og kunstneriske praksisser, på trods af at vi arbejder i så forskellige medier som fotografi, relief og skulptur.
I de konkrete kunstneres manifest fra 1928 formuleres blandt andet et krav om, at kunsten ikke skal være symbolsk. Med udgangspunkt i vores forskellige forhold til den ydre verden undersøger vi i denne udstilling, om der alligevel kan findes et fælles udgangspunkt for fotografiet og den konkrete kunst – en billedsproglig undersøgelse, der kan ses i relation til Jean-Paul Sartres formulering: Eksistensen går forud for essensen.
Fælles for værkerne i udstillingen er, at fortællingen ikke er det væsentlige. Den træder i baggrunden til fordel for form, rum og perception.
Den nonfigurative kunst forestiller ikke nødvendigvis noget ud over det, den er: et billede, et relief eller en skulptur. Form og indhold falder sammen, og værket bliver fysisk sit eget objekt. Det frigøres dermed fra forpligtelsen til at afbilde eller referere til noget genkendeligt fra den omgivende verden. I stedet kan værket åbne mentale og perceptuelle rum, hvor betydningen opstår i mødet mellem værk og beskuer.
Fotografiet har umiddelbart et andet forhold til virkeligheden. Kameraet registrerer noget, der har befundet sig foran det. Men fotografiet er samtidig resultatet af valg: udsnit, perspektiv, tidspunkt, lys og kameraets indstillinger.
På fotografiets vegne spørger vi derfor med Sartre: Er verden noget ud over det, den er? Og er det mentale og perceptuelle rum, du som beskuer bevæger dig ind i – ganske som i mødet med den nonfigurative kunst – dit eget?
Søren Friis
Søren Friis’ kunstneriske univers udspringer af hans baggrund i og fascination af arkitektur. Han arbejder i spændingsfeltet mellem arkitekturens struktur og kunstens mere åbne form – og lader disse verdener smelte sammen i værker, der både er skulpturelle og maleriske.

I sine værker gør Søren Friis det enkle kompliceret, på den gode måde. Han viser os en formrigdom, som vi måske ikke selv ville få øje på. Han viser os, at synsvinkel og perspektiv er variable størrelser, og at det, vi ser, ændrer sig, hver gang vi flytter os. Den oplevelse burde vi måske tage med fra kunstens verden ud i den verden, der omgiver os.
Uddrag af katalogtekst, 2020, af Anne Lie Stokbro, kunsthistoriker.
Søren Friis er medlem af BKF (Billedkunstnernes Forbund), DBS (Dansk Billedhuggersamfund) og KVIV (Kunstens Venner i Vendsyssel).
Lars Brorson Fich
”På den ene side foretager jeg en næste mekanisk/optisk registrering af verden. På den anden side rummer det en subjektivitet i det valg af udsnit jeg har foretaget, hvordan jeg har indstillet kameraet og hvornår jeg har valgt at tage billedet. En subjektivitet der danner en ideel basis for en dialog mellem mig som fotografen og dig som beskuer, gennem værket.”
Uddrag af katalogtekst fra udstillingen To af en slags, Kunstetagerne i Hobro, 2021.
Lars Brorson Fich er medlem af BKF (Billedkunstnernes Forbund) og medlem af bestyrelsen i BKF Nord.
Instagram: @lars_brorson_fich
Udstillingen er støttet af Aalborg Kommune
Fotos: Lars Brorson Fich og Søren Friis
