Fernisering: Torsdag 1. dec kl 16-19.
Udstillingsperiode: 2/12 – 22/12-2022
Kunsten.nu anbefaler udstillingen
Link: Det skal du se!
Stedets fortryllelse
En stedspecifik videoinstallation af Nils Sloth, Niels Fabæk og Bruno Kjær
XM3 – rum for samtidskunst viser i december måned kunstnerne Nils Sloth, Niels Fabæk og Bruno Kjærs fælles videoinstallation Stedets fortryllelse. En videoinstallation der forholder sig dels til XM3’s rum og dels til galleriets placering i de store boligkarreer på Sallingsundvej.
XM3 er en oase midt i det nyrenoverede men ensartede byggeri.
Et boligområde hvor man måske ikke forventer at møde samtidskunsten. Med videoinstallionen Stedets fortryllelse, er det kunstnernes ønske at forstærke ideen om galleriet som en oase, at etablere et uventet møde – et eventyr om at ting kan ændres, at der kan skabes rum for drømme og forundring midt i al byggeriet.
Stedets fortryllelse er en videoinstallation med umiddelbar fokus på… hajer! Men måske er hajen her et spejl af kunsten: Vi tænker mest på hajer med frygt og som et farligt dyr, men hajer er også smukke og yndefulde – dens linjer og bevægelser. Og trods dens styrke er den også sårbar. Hajen er valgt som en poetisk kontrast til stedet, som ”noget” man bestemt ikke forventer at møde i Aalborg Øst.
Projektet er en tydeliggørelse af galleriet som et sted hvor kunsten byder ind med overraskelser og nye erkendelser.
Via bagprojektion på galleriets vinduer vises en video med svømmende hajer optaget i Kattegatcentret. Man vil opleve den illusion, at galleriet er fyldt med vand, hvori der svømmer hajer rundt. Denne del af udstillingen vil kunne ses hele døgnet, af alle der går forbi. Inde i galleriet vil der ligeledes være en videoprojektion med hajer der fylder rummet fra gulv til loft.
XM3 – rum for samtidskunst er et non-profit kunstnerdrevet udstillingssted og kulturplatform med en vision om at fremme ny og eksperimenterende samtidskunst. XM3 ønsker at fokusere på både lokale samtidskunstnere og være i dialog med kunstscenen udefra.
Nils Sloth, Niels Fabæk og Bruno Kjær har ved flere lejligheder samarbejdet om fællesprojekter, sammen alle tre eller to og to. Se mere på de enkelte kunstneres hjemmesider, Facebook og Instagram.
Projektet er støttet af Aalborg Kommune & Kvarterværkstedet.
Tak til Kattegatcentret & Audito
Læs mere om kunstnerne:
Bruno Kjær
Nils Sloth
Niels Fabæk